Copacabana og Puno

Så blev det jul og denne aften ville vi tilbringe i Copacabana (Lake Titicaca). En meget lille by og ikke meget at lave, men byen er meget charmerende og efter alt vi havde været igennem, havde vi virkelig brug for at slappe af. Vi havde haft lidt problemer med at booke et godt hostel til juleaften, men heldigvis, i sidste øjeblik, fik vi et ”værelse” på Las Olas – vores redning, som ifølge hostel.com så virkelig indbydende ud. Da vi ankom til hostellet havde vi ikke de store forventninger, da vi efter en del erfaring har fundet ud af, at man ikke skal stole på alt hvad hostel.com viser af billeder, men dette overgik virkelig alt hvad man overhovedet kunne forestille sig. Hostellet lå først og fremmest på en forhøjning/klippevæg, så man kunne se ud over byen og vandet – helt fantastisk udsigt. Der var  en stor flot blomsterfyldt have, med hængekøjer så man kunne ligge og nyde udsigten. Vi blev vist hen til en lejlighed på to etager, med eget køkken, egen stue m. brændeovn, eget toilet og bad og vores helt eget soveværelse med tilhørende hængekøjer…ikke nok med det var hele den ene væg et stort vindue, så vi kunne vågne op til udsigten ned til vandet….se selv billederne…smukt ikke J Her skulle vi nok få en god jul.

Intet overgår en juleaften i familiens skød, med dansk mad, hygge og gaver og heller ikke denne jul kunne leve op til en sådan aften. Men når det så er sagt, så havde vi en helt fantastisk aften. I løbet af dagen hyggede vi os og om aftenen tog vi hen på Copacabanas bedste restaurant. Vi fik en tre retters menu med vin og fik den bedste service og det bedste måltid vi har fået indtil videre på rejsen.

Dagen efter juleaften gik turen ud på Lake titicaca for at se Isla del sol, en lille ø tæt på copacabana. Vi havde hørt så mange gode ting om denne ø og især at den 3-timer lange hiking tur skulle være værd at opleve.  Vi var så ikke så heldige denne dag. Dagen startede med regn, fortsatte med regn og regn og mere regn, så vi kom aldrig ud på hikingturen og først da vi skulle hjem ad, kom solen frem – typisk vores held!

Copacabana var vores sidste by i Bolivia og dagen efter vores tur ud til Isla del sol, gik turen til Peru og Puno J

Busturen til Puno gik ikke helt som det plejede, på vej mod grænsen til Peru fandt vi ud af at vi begge havde smidt vores visum væk. Vi havde haft dem liggende i vores pas begge to men lige pludselig var de der ikke. Vi fik fat i en bus medhjælper, han sagde at vi ikke kunne kom ud af landet uden visum. Vi gik en lille smule i panik hvad fanden gør vi. Manden sagde han måske kunne hjælpe os, men det ville koste lidt. Da vi nåede grænsen fulgte han med ind til paskontrollen han snakkede med dem og vi fik et nyt visum.  Så heldigvis fik vi endnu et stempel i vores pas og vi fortsatte på Peruisk grund.

Der gik ikke lang tid før vi stødte på en stor bilulykke som spærrede hele vejen, vores chauffør prøvede at manøvrere den anden vej. I den handling gik bussen i stykker på tværs af vejen, Vi spærrede det hele og vi kunne ikke komme til Puno. Alle hjalp med at skubbe denne store bus ind til siden og vi fik læsset vores bagage på taget af en taxi. Så gik det ellers bare over stok og sten til Puno, vi sad helt bagerst og var ved at skide en sne mand, han kørte sind sygt. Hver gang vi fangede hans øjne i bakspejlet så det ud som om de var ved at falde i. Men sådan så han vist bare ud, vi ankom hvert fald i god behold og på en regnfuld dag. Men vi fandt ud af regn var hverdags kost her og utrolig køligt om aftenen. Merete lå og rystede under tæppet i sofaen da vi sad og så fjernsyn om aftenen.

Dagen Efter skulle vi tidligt op, Vi skulle ud til nogle øer i Lake Titicaca.

Potosi, Sucre og La Paz.

Da vi er kommet lidt bagud med at skrive på vores blog, grundet alt, alt for meget at se til, har vi valgt at slå de næste par byer/ oplevelser sammen. Disse tre byer var ikke kedelige kan vi fortælle jer og til jer forældre - Undskyld! :)

Efter turen ud i saltørkenen, gik turen til Potosi, den højeste by i verden (4070 m) og det kunne vi mærke eller i hvert fald Jakob. Alt gik i slowmotion og man skulle virkelig tage sig sammen bare for at gå ud og spise om aftenen. Men det skulle dog ikke slå os ud, for i Potosi er det nemlig muligt at besøge minerne, 60 meter under jordens overflade!! Merete var en smule bekymret for de trænge kår, men Jakob derimod tog det i stiv arm! Merete nåede heller ikke ned til mere end første etage af i alt tre, før hun blev fulgt ud igen af en minearbejder. Jakob fortsatte turen alene sammen med guiden og et par andre turister, dog heller ikke helt ubekymret, da han jo er 1,83 høj og begav sig i en mine som er lavet til 1.60 høje bolivianske minearbejderer Jakob slog hovedet rimelig mange gange :) Forholdene i minerne var helt usædvanligt hårde - nok den hårdeste arbejdsplads i verden. Arbejderne står i støv, snavs og aspest i mange timer uden at se dagens lys og de fleste af arbejderne runder ikke 50 år. Da Jakob igen kom ud fra minen, var han sort i ansigtet og gennemblødt af sved og han var kun dernede i en time! Hård omgang, men noget vi vil huske!'

Potosi var også byen hvor vi købte vores første lama/alpakka trøjer, et produkt vi hurtigt skulle blive afhængige af! :)

Så gik turen til Sucre, som ligger en del lavere end Potosi og det gav os en del mere energi. Vi var fast besluttet på at vi ville paraglide og til de af jer som ikke ved hvad det er, kommer der en kort forklaring her :) Man springer ud fra et bjerg med en falskærm og svæver ned til jorden :) (Vi gjorde det jo så i tandem med en professionel) Det var en helt igennem fantastisk oplevelse og noget vi gerne gør igen hvis vi får muligheden og har pengene til det :)

Hjemme på hostellet i Sucre gik det ikke altid stille for sig og en af aftenerne besluttede vi os for, sammen med 3 austraske drenge og 1 engelsk, som vi gang på gang er rendt ind i på vores tur, at tage en tur i byen. Vi sad og varmede op på hostellet med lidt godt til ganen, da en ældre herre omkring de70, ved navn Dennis Clive, trådte ind i rummet. En meget spændende mand, som havde oplevet lidt af hvert. Han begyndte at fortælle om sit liv og sine oplevelser, som ingen af os kunne slå! Han var professor på Harvard, doctor i et eller andet, Biografiforfatter og professionel fitnesscoach og har tilmed rejst verden tynd, endda DK!  JA, en spændende mand og det skal siges at han havde et vaskebrædt som ikke engang du, Anders Holm, kan slå..;)

Efter en god snak med Dennis tog vi en taxi til det nærmeste og bedst anbefalede disco ( det var dog søndag, men det forhindre ikke bolivianere i at tage i byen ) Vi gik ind og bemærkede rimelig hurtigt at der var et eller andet anderledes ved dette sted, men kunne ikke rigtig sætte en finger på det, før Chris, en af de australske drenge kom løbende ud fra toilettet fordi en eller anden gut havde lagt an på ham. Vi var så endt på en bøssebar! Egentlig var der godt gang i den, men der var stemning for at undersøge andre muligheder :)

Efter endnu en taxitur og anbefalet feststed endte vi på en karaokibar og den fik ikke for lidt. Sjov, men meget hektisk aften...

Så blev det La Paz' tur til at gøre indtryk på os og det gjorde den. En storby, med Mc. D - hvilket en den første siden BA og rig mulighede for at købe sig fattig i alpakka og lama, hvilket vi i den grad har gjort. Men der var nu 'en bestemt oplevelse som vi var kommet til  byen for at prøve og det var DEATHROAD!!! Navnet er givet fordi flere hundrede mennesker har måtte lade livet på denne meget lille vej langt oppe i bjergene, med et fald på 600 meter ned til jorden! Og nu ville vi, os to kloge mennesker, så forsøge ikke at dø på Mountainbike ned af denne stejle vej. Det var en FED oplevelse, men også vildt nervepirrende, da man hele tiden skulle se hvor man kørte, holde styr på modkørende trafik, holde styr på cyklen og ikke mindst holde hovedet koldt! Vi blev hentet tidligt om morgenen og kørt op i bjergene hvor der var nyfaldet sne, jep i hørte rigtigr - det er ret koldt i bjergene i Bolivia... Vi fik udstyr og så blev vi sendt afsted på den ca. 70 km tur ned af bjerget. Det var ret vildt at se alle mindesmærkerne efter de som  har måtte lade livet på denne vej og det gav da også en klump i halsen, som ikke forsvandt før vi var i sikkerhed igen nede for enden af vejen. Men vi var lidt uheldige den dag, da tågen ikke ville forlade bjerget og vi fik derfor ikke den fantastiske udsigt som er en mulighed på turen - Øv, men stadig en fed oplevelse.

Dettte var altså en kort beskrivelse af tre helt fantastiske men udfordrenede oplevelser vi har været igennem i Bolivia. Oplevelser vi sent vil glemme!